Bygholm Vejle er en af engrylens sidste bastioner

Engryle

Skrevet af Jan Skriver 

Bygholm Vejle er en af engrylens sidste bastioner

På Danmarks største kreaturgræssede engflade, Bygholm Vejle mellem Fjerritslev og Thisted, yngler op imod en tiendedel af verdens bestand af truede engryler. De små vadefugle har haft en massiv nedtur i stil med den hvide stork, der i 2008 forsvandt som en vild ynglefugl i den danske natur. Fra omkring 1850 til 2008 blev Danmarks ynglebestand af vilde, hvide storke reduceret fra skønsmæssigt 10.000 par til 0. Den folkekære hvide stork forsvandt som ynglefugl fra Danmark, fordi der ikke var fugls føde i kulturlandet.

En tilsvarende om end talmæssigt endnu mere dramatisk nedtur lægger den blot spurvestore engryle skæbne til.

Omkring år 1900 var der måske 100.000 par ynglende engryler i det danske landskab, hvor der næsten overalt i landet ved fjorde og lave kyster var vidtstrakte, våde enge græsset af kreaturer og heste.

I dag er under 200 par engryler tilbage som ynglefugle i Danmark. Rundt regnet 60 af dem yngler på Bygholm Vejle, som dermed huser cirka 10 procent af hele verdens bestand, der i disse år skønnes at være i nabolaget af godt 600 par.

Vadefuglene kvitterer i høj grad for den pleje af engene, som driftsplanen for Vejlerne afstikker kursen for.

Var det ikke for maskinel slåning og gumlende kreaturer, så stod det skralt til for de arter af vadefugle, der er knyttet til våde enge med lav vegetation, som veksler med pander og loer, der er våde oaser med et myldrende liv af hundestejler, dyndsnegle, ferskvandskrebsdyr og vandinsekter.

Engryle på tuet eng. Foto: Jan SkriverCirka 400 kvier er på græs på Bygholm-engen. Halvdelen af dyrene er kødkvæg, der er de bedste naturplejere, så græsningstrykket på engen svarer til rundt regnet 500 sortbrogede kvier.

Engrylen, der engang var de våde danske enges stemme, når den i sin sangflugt lod sin rullende trille høre, er helt afhængig af enge, der er våde hele ynglesæsonen.

Den skal have en ganske særlig mosaik med tuer og lavninger, der giver de bittesmå ryleunger mulighed for at fange insekter i den meget korte, men alligevel beskyttende vegetation.

Og den slags enge er blevet en sjælden naturtype i Danmark. Engrylen er blevet et af ofrene for en samfundsudvikling, der tog sin begyndelse omkring midten af 1800-tallet, da landvindingens epoke blev indledt og varede til et stykke ind i 1960’erne.

I løbet af godt 100 år mistede engrylen terræn, da et utal af danske nor, vige og fjorde blev drænet og kultiveret med planteavl for øje, mens de lave, fugtige ådale blev kanaliseret til tørre og opdyrkede terræner af ensartethed.

Engens grønne tæppe blev revet væk under den danske bestand af ryler. Men i Vejlerne holder engrylen skansen i kraft af de håndsrækninger, som den målrettede naturpleje giver den.