I de trompeterende traners terræn

trane_spankulerer

Skrevet af Jan Skriver/Marts 2011 

I de trompeterende traners terræn

Efter danske forhold har de næringsfattige klitheder syd for Skagen et særligt præg af vildmark, når de præsenterer sig under et imponerende himmelhvælv fra kyst til kyst. I Hulsig Hede-områderne har tranen succes som ynglefugl.

Tranens trompet af en stemme lyder over landskabet syd for Skagen. Den gjaldende stemme harmonerer med det storladne terræn, hvor himlen er høj som få steder i Danmark. Europas højeste fugl kan høres kilometer vidt omkring, når den om foråret ankommer til sine ynglepladser, hvor magerne straks finder sammen og tager deres redepladser i besiddelse.

– Der yngler 2-3 par traner i det mere end 1.000 hektar store område med atlantisk klithede, som Aage V. Jensen Naturfond har erhvervet i flere etaper siden 2002. Tranen er afgjort en af den danske fuglefaunas relativt få succeshistorier de senere årtier. Ikke kun på klithederne syd for Skagen, men også i landet som helhed, siger Poul Hald-Mortensen, der er biolog i Aage V. Jensen Naturfond.

Tranen skal have fred og ro på sin yngleplads. Og den kræver et terræn med en alsidig rigdom af føde. I kraft af en omfattende naturpleje på klithederne, der flere steder var truet af tilgroning med plantede og selvsåede nåletræer, er landskabets åbne præg kommet frem over større, sammenhængende områder.

Op imod 300 hektar med tætte bevoksninger af især bjergfyr er ryddet og brændt i kvasdynger. Bjergfyrren hører ikke naturligt hjemme i Danmark, men til brug i de første forblæste klitplantager blev arten for over 100 år siden importeret fra Alpernes vindomsuste fjeldheder.

Rydningen af den invasive bjergfyr er delvist sket med penge fra EU’s LIFE-projekt, der skal tilgodese truede europæiske naturtyper. Hulsig Hede-områderne er enestående i Europa.

Det er kun på ganske få felter, at Danmark på naturfronten kan bryste sig af at være førende i europæisk målestok, men hvad angår den atlantiske klithede, er Danmark en stormagt.

Traner står ved kæruld. Foto: Jan Skriver

De næringsfattige heder og klitter, der strækker sig i et bredt landskabeligt bælte fra Vestkysten til Kattegat på odden syd for Skagen, er både udpeget EF-fuglebeskyttelsesområde og EF-habitatområde.

Det er ikke fordi, at klithederne huser en ekstrem rigdom af arter, men de arter, der findes i dette specielle terræn, er ofte meget sjældne og truede, fordi deres levesteder er under pres. Truslerne hedder blandt andet luftbåret kvælstof, tilgroning, opdyrkning og øget turisme.

Klithederne syd for Skagen er blandt de få områder i Danmark og Vesteuropa, der stort set er friholdt for næringsberiget nedbør som følge af ammoniakfordampning i forbindelse med den store produktion af husdyr.

Mens den 120 centimeter høje trane er en succes i Hulsig Hede-områderne er en lille sommerfugl, der kun flyver i cirka tre uger fra omkring slutningen af maj og et stykke ind i juni, en drøm og et potentiale på klithederne. Det er hedepletvingen, der lægger sine æg på planten djævelsbid, som dens larver ernærer sig af, inden de forpupper sig og derefter springer ud som smukke og sirligt mønstrede sommerfugle.

I det 19. århundrede var hedepletvingen en udbredt sommerfugl over det meste af landet, men i disse år findes den udelukkende i Nordjylland på ganske bestemte lokaliteter. Den er knyttet til grænseområderne mellem fugtige og tørre arealer på næringsfattig bund, gerne i kanten af heder og i våde lavninger mellem klitter. Hvor naturen er påvirket af kvælstof, der gøder og ændrer det oprindelige planteliv, kan hedepletvingen vanskeligt trives.

– Der findes en lille bestand af hedepletvinge i en mindre del af Hulsig Hede-området. Vi prøver at tilgodese denne meget sjældne og truede sommerfugl ved at hæve vandstanden i nogle af klithedernes moseterræner, der engang blev grøftet af hedebønder. Ved at lade grøfterne forfalde, holder vi på vandet, og lavningerne bliver mere fugtige til gavn for de planter, som hedepletvingen er afhængig af. Som et led i den målrettede naturpleje vil vi endvidere i foråret 2011 sætte kreaturer på græs. Højere vandstand er sammen med høslæt og afgræsning ofte et kodeord, når det handler om at tilgodese nogle af de fåtallige arter i vores næringsfattige natur, siger Poul Hald-Mortensen.

I kategorien af arter, der er i tilbagegang på klithederne syd for Skagen, hører markpiberen. Den er ganske enkelt forsvundet fra Hulsig Hede-områderne, og den er formentlig uddød som dansk ynglefugl.

Markpiberen, der er knyttet til tørre, soleksponerede og varme overdrev og klitlandskaber, har i Danmark sin forpost mod nord. I takt med større overdrevs forsvinden som følge af manglende græsning har arten stort set forladt hele Nordvesteuropa som ynglefugl. Holland, Belgien og Nordtyskland er i dag uden ynglende markpibere, og det menes, at dens retræte fra vores del af verden kan skyldes, at der efterhånden er så langt til de nærmeste større bestande, at det i yderområderne kan knibe med at få tilgang af nye fugle fra egne, hvor den er talrig.

Markpiberen ventes derfor næppe foreløbig at vende tilbage til Hulsig Hede-områderne, selv om klithederne tilsyneladende byder på rimelige levevilkår for arten.