Randers Naturcenter – med egen havn og bådhus ved Gudenåen…

[camera slideshow=”gudenaaengene”]

Skrevet af Randers Naturcenter/februar 2012

Randers Naturcenter

– med egen havn og bådhus ved Gudenåen

Randers Kommune fører an, når det drejer sig om at stimulere børns udeliv. De gode naturoplevelser står på spring i det nye Randers Naturcenter: sejlture på Gudenåen, overnatning under åben himmel og små dyr under lup i Science-huset. Aage V. Jensen Naturfond har financieret en væsentlig del af opførelsen, og der sættes nye standarder for moderne naturvejledning og miljøformidling i Randers…

Gennem 20 år har den lille Randers Naturskole ved Gudenåparken i Randers vokset sig stor. Forrige år rundede besøgstallet 26.000 gæster, og de små, midlertidige bygninger var for længst blevet helt utilstrækkelige til moderne naturvejledning. Ved en målrettet investering fra Randers Kommune og en tilsvarende finansiel støtte fra Aage V. Jensen Naturfond er blevet skabt grundlaget for opførelsen af et helt nyt naturcenter til erstatning for den gamle naturskole.

Metalbroen ved Randers naturcenterMed udsigt til Gudenåen har naturcenteret en perfekt placering for at åbne øjnene hos både børn, unge og ældre for de mange naturværdier, der findes i landskabet inden for Danmarks længste flodmunding. Fra naturcentrets fugletårn er der udsigt over Gudenåen til de nyrestaurerede Vorup Enge, hvor åens højvande nu får lov at påvirke engvegetationen, og fuglelivet er under udvikling. Fra den lille havn er der mulighed for sejlads med handicapvenlige både, og centrets bygninger er indrettet med både laboratorium, digitale skærme til at udforske på, og udstoppede dyr til at føle på.

I forbindelse med indvielsen fredag den 8. februar 2012 har forsker i naturforståelse Niels Ejby-Ernst fra Via University College i Region Midtjylland udtalt: ”Vi ser i dag, at mange børn rører sig for lidt, og samtidig er der ikke udbredt interesse for de naturfaglige uddannelser. En øget naturvejledning kombineret med oplevelser i naturen vil kunne ændre på dette. En god naturvejledning vil samtidig kunne gøre den enkelte mere interesseret i miljødebatten. Det vil så at sige øge den enkeltes bevidsthed om naturen og miljøet”.

Det nye Randers Naturcenter har været under opførelse i godt halvandet år. Efter indvielsen holder centret åbent hus for alle i skolernes vinterferie. Her tøes den frosne skovbund op, og der kigges efter krible-krable i Science-huset, mens der bages pandekager i det nye bålhus. Lørdag den 14. april 2012 slås dørene op for centrets første store familiearrangement, og forårsaktiviteterne begynder.

Se mere på: www.naturcenter.randers.dk