Nye Fugle ved Filsø

Nye Fugle ved Filsø

Vores lokale fuglekyndige, Jens Rye Larsen, ved Filsø meddeler: ”Der er nogle af os, som er så privilegerede, at vi næsten dagligt kan færdes på Filsø. Og for os skal der rigtig meget til for at få os helt op på tæerne efter alle de fantastiske fugleoplevelser, som søen har kunnet byde på de første år – hele 234 fuglearter er set ved Filsø.

Tophejre Foto: Karin Gustausen

Tophejre Fotos: Karin Gustausen

Men nu er det sket igen. Filsø kan stadigvæk. Ikke mindre end 3 nye fuglearter er fundet på eller ved søen inden for blot 2 uger. Og hvilke fugle! Først blev der fundet den smukke pirol på et sted, hvor få kommer. Men fredag den 19. maj blev der fra Dæmningsvejen, hvor alle kommer forbi, fundet og ikke mindst hørt en drosselrørsanger. Ikke den sensationelle sjældenhed – men absolut en sjældenhed. Og som sagt en nyhed for søen.

Men hittet kom søndag morgen, den 21. maj, hvor intet mindre end en flot voksen tophejre blev så glad for drosselrørsangeren, at den rastede lige ved siden af – ligesom i Sydeuropa! En stor oplevelse for os, som kunne se den flotte lille hejre, akkompagneret af sangerens ihærdige strofer.

Pirol, drosselrørsanger og tophejre. Filsø har stadig masser af spændende nyheder – alt det andet ufortalt i denne sammenhæng”.

Tryk på billedet til højre for at se det i en større version.