Manden bag fondene

Manden bag fondene

Aage V. Jensens Fonde blev stiftet af tømrermester Aage V. Jensen, der var optaget af den frie natur og dens vilde dyr og fugle. Derfor skulle fondene arbejde for:  ” Naturens bevarelse og de vilde dyrs beskyttelse “

Aage V jensenAage Villiam Jensen blev født den 17. november 1911 nær landsbyen Vokslev ved Nibe. Forældrene drev et husmandssted i området Frendrup Nihøje, lidt sydøst for Vokslev. Som 8-årig flyttede han med familien til Aalborg, hvor han senere blev lærling hos en tømrermester.

Som udlært tømrersvend drog han på valsen som naver og arbejdede blandt andet i Tyskland, Italien og Schweiz. I de schweiziske alper blev han så begejstret for naturen i en ualmindelig smuk dal ved Rhone-floden, at han aldrig glemte den og i mange år drømte om at vende tilbage.

Efter hjemkomsten til Danmark i midten af 1930’erne begyndte han som tømrermester at bygge mindre huse i København. Uden at gøre den store stads af sin person blev han i løbet af 1960’erne en af Danmarks førende bygherrer ved opførelsen af Hotel Hvide Hus-kæden og mange kontor- og boligejendomme landet over.

Da han i 1969 trak sig ud af sit firmas daglige virke, flyttede han til den naturskønne dal i Schweiz, som han huskede fra sin ungdom. Mens han vandrede i bjergene, bestemte han, at en del af den opbyggede formue skulle gives til velgørende formål, især naturbeskyttelse og naturoplysning.

Han var hele livet en tilbageholdende og meget beskeden mand, og indtil sin død gav han en række anonyme gaver. For at sikre arbejdet for naturens bevarelse og de vilde dyrs beskyttelse, oprettede han Aage V. Jensens Fonde, og overlod bestyrelsen efter sin død at udføre og udvikle formålet.

 

“Det er fondenes erklærede mål at få den mangfoldige natur bevaret for eftertiden

og samtidig åbne befolkningens øjne for denne natur.”

 

Aage Villiam Jensen døde den 10. maj 1986 i sit hjem i Schweiz og er begravet dér.