Opdag Havet 2.0

Baggrund

WWF Verdensnaturfonden har med projektet Opdag Havet 2.0 (2017-2019) videreført det solide fokus på havets natur. Udover engagerende events, en effektiv deltagelse i havpolitiske processer og et citizen science pilotprojekt om miljøovervågning af stenrev, har WWF i Opdag Havet 2.0 især haft fokus på at skabe innovative og engagerende undervisningsmaterialer om marinbiologi til Danmarks gymnasielærere og -elever.

Havbiologi på skoleskemaet
Ude af øje, ude af sind. Det har ofte været havnaturens akilleshæl og har været stærkt medvirkende til, at naturens tilstand i havet er så ringe i dag. Opdag Havet 2.0 er grundlæggende udviklet for at øge de unges bevidsthed og viden om havet – man kunne kalde det havdannelse – og med en forhåbning om, at fremtidige generationer får havet på sinde, og derved passer bedre på det end vi og vores forgængere. Derfor har størstedelen af WWF’s projektindsats været fokuseret på udviklingen af undervisningsportalen OpdagHavet.dk, som effektivt udfylder det eksisterende tomrum indenfor undervisningsmaterialer om marinbiologi til gymnasier.

Resultatet er et decideret ”plug and play” tilbud til biologilærere og elever. Materialerne spænder bredt fra en helt ny grundbog i marinøkologi til en tematiseret podcastserie og animationsfilm, som hjælper gymnasieelever med at knække koden til vanskelige fagbegreber. WWF har også, som de første i Danmark, produceret VR-undervandsfilm (virtual reality) til undervisningsbrug. Således kan undervandsbiotoper opleves i klasselokalet – noget som tidligere har været en klassisk barriere. En lang række nøje udvalgte opgaver er med til at sikre, at OpdagHavet.dk bliver enkelt og oplagt for de tids- og ressourcepressede gymnasielærere at bruge.

Kort fortalt har WWF lavet forberedelsen for de gymnasielærer, som vil undervise i livet i havet. Den velkendte Opdag Havet app er ligeledes forenklet til brug i undervisningsregi eller som opslagsværk til privatpersoner. Materialet er skabt og testet af WWF’s biologer og undervisere i et tæt samarbejde med ambassadørgymnasier og Øresundsakvariet. Dette samarbejde har været afgørende for udviklingsprocessen og den efterfølgende kvalitetssikring. Alle materialer er produceret eksklusivt til OpdagHavet.dk. Således er der for eksempel ikke eksterne links, der med tiden skal opdateres eller ikke virker. Denne fremtidssikring af OpdagHavet.dk har været vigtig, da det forhåbentlig ender med at være en ny klassiker indenfor biologiundervisningen i gymnasiet. De første tilkendegivelser fra de danske gymnasier indikerer, at OpdagHavet.dk allerede er godt på vej.

Opdaghavet.dk søsættes i alle afkroge af Danmark
Det er vigtigt for OpdagHavet.dk, at det præsenteres for så mange lærere som muligt. Derfor har WWF deltaget i og afholdt velbesøgte work-shops i forbindelse med de vigtigste konferencer, som er rettet mod undervisere (Biokonferencen og Big Bang). WWF har ligeledes afholdt kurset ”Havbiologi i din undervisning” forskellige steder i landet og lancerer desuden en landsdækkende konkurrence på sociale medier, hvor man kan vinde udstyr til undervisningen samt et trykt klassesæt af Opdag Havets grundbog. Da vi også ønsker at sikre opmærksomhed på alle gymnasielæreværelser landet over, vil alle gymnasier modtage et trykt eksemplar af grundbogen.

Opdag Havet 2.0 er finansieret af Aage V. Jensen Naturfond.

Projekt info

Projektdeltagere

WWF Verdensnaturfonden

Projektforløb

2017 – 2019

Hjemmeside

Projektets undervisningsmaterialer er frit tilgængelige og bliver løbende uploadet på:

www.OpdagHavet.dk!