GPS-mærkning og overvågning af Ulve i Danmark

Baggrund

Ulven er faunageografisk naturligt hjemmehørende i Danmark, hvor arten siden istiden kun har været fraværende i perioden, mellem 1813 og 2012. Som i mange andre europæiske lande er ulvens tilbagevenden til den danske natur politisk kontroversielt. Befolkningens skepsis til og modstanden mod ulve bunder dels i en rationelt begrundet bekymring for angreb på husdyr, negative effekter på hjortevildtbestande, samt farlighed for mennesker, dels i en kraftig kulturel, værdi- og følelsesmæssig polarisering i offentligheden. Denne polarisering afspejler sig også i de politiske diskussioner omkring ulve og ulveforvaltningen, som ofte er voldsomt følelsesbetonede. Dette gør i sig selv behovet for bedre viden påtrængende. Samtidigt er fascinationen af ulven som art, og dermed ønsket om mere viden om den, udtalt blandt ’ulveelskere’ såvel som ’ulveskeptikere’.

Med etableringen af Danmarks første ynglepar, med 8 hvalpe, samt en forventet indvandringsrate på to-tre ulve årligt fra Tyskland, forventes antallet af ulvekobler i Danmark at stige markant inden for de næste fem år.
Denne forventede ’bestandseksplosion’, som også kendes fra Tyskland, hvor etableringen af det første ulvepar i løbet af få år har ledt til etableringen af mange satellit-kobler, vil uvægerligt medføre en kraftig øgning i bekymrings- og konfliktniveauet hos berørte befolkningsgrupper med deraf forventelige krav om forvaltningsmæssig indgriben (regulering), trusler om, og direkte selvtægt. Myndigheder og politikere vil komme under et stærkt følelsesladet pres for at konkrete individer eller par skal fjernes, ud fra forestillinger om ulvenes potentielle farlighed eller skadespotentiale.

På grund af den danske landskabsstruktur, hvor ulves naturlige byttedyr (hjortevildt) i udstrakt grad lever i kulturlandskaber med spredt menneskelig bosætning, vil ulve, uanset hvor de etablerer revirer, i et eller andet omfang dele habitat med mennesker. Konfliktpotentialet, baseret på reelle (viden) eller forestillede (myter) problemer må derfor, alt andet lige, betegnes som højere i Danmark end i andre europæiske lande, hvor ulve lever mere afsondret fra mennesker.

GPS-mærkning af ulv som forsknings-, forvaltnings- og formidlingsmæssigt redskab
Mærkning med GPS-sendere giver en unik mulighed for at tilvejebringe og formidle viden om ulves biologi, adfærd og bevægelser i forhold til mennesker. GPS-mærkning af ulve bruges da også i hele verden af forskere og naturforvaltere til både at studere artens biologi og bevægelsesadfærd, såvel som til at overvåge konkrete individer og flokkes bevægelser på foranledning af konkret fremsatte bekymringer.
Ved at GPS-mærke unge ulve, inden de forlader forældreterritoriet, vil man kunne følge hvornår en udvandring konkret finder sted, og hvor langt de mærkede ulve vandrer, hvilke habitater de benytter til hvile og fødesøgning, samt hvor og hvor ofte de nedlægger bytte og hvor tæt de bevæger sig på bebyggelse.

Ved at GPS-mærke voksne ulve vil man kunne få viden om ulvekoblers territoriestørrelse, fødebiologi, herunder hvilket bytte de nedlægger, samt hvor og hvor ofte de nedlægger bytte. Også ulvenes habitatbrug, ulveflokkes reaktioner på menneskelig forstyrrelse via eksperimentelle forsøg, vil give en bedre forståelse for ulveflokkens skyheds-/tolerancegrad over for mennesker.

Fra andre lande (bl.a. Norge) er der erfaring med at mærkning af ulveflokke som en tryghedsskabende foranstaltning for lokalbefolkningen og i Danmark har borgere som lever tæt på ulvene direkte efterspurgt GPS-mærkning for at få mere viden af den ovenfor beskrevne art (se afsnittet ’Involvering af lokale’).

Projekt info

Kontaktperson

Peter sunde, Institut for Bioscience – Faunaøkologi, Århus Universitet.

Projektforløb

2018 – 2019