Støt os

Støt os

Hjælp os med at blive på listen over godkendte almenvelgørende fonde
–  så vi kan gøre mere for dig og naturen!

Aage V. Jensen Naturfond ejer og driver 28 naturreservater rundt om i landet. Heraf er Vejlerne, Lille Vildmose, Filsø og Gyldensteen nok de bedst kendte. Hvert år har vi tusindvis af besøgende i vores mange tårne og skjul og på veje og stier rundt i reservaterne. Alle vores besøgsfaciliteter står gratis til rådighed for besøgende, og vi bestræber os på at sikre, at også kørestolsbrugere og andre gangbesværede kan få gode naturoplevelser.

Når vi laver et genopretningsprojekt, udsigtstårn, toilet eller kørestolsvenlig plankesti, skal vi betale moms, som vi ikke umiddelbart kan trække fra. Fonden kan søge skattevæsenet om at få en mindre andel af momsen tilbage, men det kræver, at vi kommer på en godkendt liste over almenvelgørende og almennyttige fonde og foreninger.

Vi vil selvfølgelig gerne bruge den delvise momsrefusion på at gøre det endnu bedre på reservaterne og til projekter i samarbejde med de grønne organisationer, staten, kommuner, universiteter og private.

Derfor har vi brug for din hjælp!

For at vi kan komme på den godkendte liste over almenvelgørende foreninger, skal vi minimum hvert år modtage 100 bidrag på mindst 200 kr. Bidragene skal komme fra én person, én forening eller ét firma, så man kan desværre ikke hver især indbetale f.eks. 10 kr. Men én person kan godt lave en samlet indbetaling, som flere har bidraget til.

MobilePay_LogoHjælp ved at indbetale 200 kr. til:
Aage V. Jensen Naturfond, Danske Bank:
Reg.nr. 3874 Konto nr. 3874 037 257
Mobilepay 61 13 00 60

Du kan få fradrag i skat:

Du kan få dit bidrag trukket fra i skat. Hvis du ønsker det, skal du indsende en kvittering for din indbetaling til fonden, sammen med oplysninger om dit navn, adresse og cpr.nr., så kan vi indberette det til skattevæsenet. (Du kan kun få fradraget, hvis det bliver indberettet fra fonden, men oplysningerne behandles strengt fortroligt). I alt kan man årligt fradrage bidrag på 15.000 kr. til velgørende fonde og foreninger.

Send oplysningerne til natur@avjf.dk, med emnet ”støttebidrag”.

Ny kikkert - Pumpehuset Gyldensteen

Støtten i 2015

Støtte fra vores mange bidragydere er højt værdsat og af stor betydning for Naturfonden, og vi vil derfor gerne have, at de kan se et konkret resultat af deres indsats. Sidste år valgte vi derfor at bruge bidragene på en udsigtskikkert ved Gyldensteen. I år vil vi også bruge de indkomne bidrag på et tiltag, der kommer vores mange besøgende til gode. På den måde vil vi gerne sige tak og lade alle få mulighed for at få direkte glæde af støtten.

 

Tak for bidragene!