Ny bro indviet for gående og cyklende over Gudenå
/ April 2014
Det var ingen aprilsnar, da borgmester Claus Omann Jensen fra Randers Kommune klippede snoren til den nye motorvejsbro for bløde trafikanter over Gudenåen den 1. april.
Mange cyklister, løbere og vandrere i alle størrelser fra Randersområdet stod og trippede for at tage den nye bro i brug inden borgmesteren tog saksen i hånden og erklærede stien åben. Forinden takkede borgmesteren Aage V. Jensen Naturfond for den nye bro:
”Randers Kommune er meget taknemmelig for den flotte gave. Broen skaber sammenhæng mellem flotte naturområder, og giver alle borgere muligheder for unikke oplevelser på en ny og anderledes måde”.
”Efter mange års venten er det ny lykkedes at få opført den længe ønskede bro, sagde Direktør Anders Skov fra Naturfonden, og sluttede af med: ” Pas nu godt på broen og god fornøjelse”.
Broen forbinder Vorup Enge syd for åen med Hornbæk Enge nord for åen tæt på Randers by. Det er nu muligt at få en rundtur omkring Gudenåen på 5,5 km.
En af de tilfredse deltagere var Lars Maagaard fra Randers Naturskole, som udtrykte: ”Naturskolen har med broen fået helt nye muligheder for at tilrettelægge rundture og dermed spændende undervisning ved Gudenåen”.
Den nye bro er påmonteret den nuværende motorvejsbro. Mellem de to broer er der opsat en afskærmning, som beskytter mod larm og sprøjt fra motorvejen. Broen har kostet 7,5 mio. kr. og med indvielsen overdrages broen til kommunens vedligeholdelse.