En rest af fordums storhed

Store Vildmose havde sin storhedstid på mere end 5000 ha i mere end 1200 år frem til starten af 1900-tallet. Opdyrkningen fra 1920-erne ændrede højmosen til landbrugsland. Tilbage er nu kun rester af den store Vildmose i nord og vest. Bedst bevaret er højmosen i den sydvestlige del lidt uden for Åbybro, som Naturfonden har erhvervet. Her er mosefladen kun i meget begrænset omfang blevet afgravet. Bag områdets vestkant med birkeskov ligger en meget stor, åben og svagt hvælvet højmoseflade i naturtilstand. Den store åbne højmoseflade giver et landskabeligt indtryk af den ca. 5000 ha. store mose, der engang var Danmarks største højmose.

Mosens vegetation

Den åbne højmoseflade præges af tue-kæruld, klokke-   lyng, hedelyng, tranebær, rosmarinlyng, revling og smalbladet kæruld, samt forskellige arter af tørvemosser (slægten sphagnum). Enkelte partier med hhv. benbræk og pors tyder på, at de er en del af vildmosens naturlige vegetation. Derimod er indvandring af blåtop et tydeligt tegn på eutrofiering, dvs. for meget tilført plantenæring.

For blot 20 år siden var der en del veludviklede høljer (små lavninger med våd bund) i mosen med sphagnum, hvid næbfrø og rundbladet soldug. Lav vandstand har medført, at disse høljer nu næsten er forsvundet, og deres karakteristiske arter er i stærk tilbagegang.

Mosens opdyrkning

Indtil begyndelsen af 1900-tallet var kulturpåvirkningen i form af tørvegravning, afvanding og opdyrkning begrænset til mosens randområder. Først i 1921, hvor Staten opkøbte store arealer, begyndte en omfattende og systematisk dræning, tørveindvinding  og opdyrkning af mosen. Tørven fik tilført kalk og gød-ning, og i 1960 var der gravet 400 km åbne grøfter og lagt 800 km drænrør.

Mosens udvikling

Store Vildmose ligger på tidligere havbund dannet af stenalderhavet for mere end 4000 år siden. Landet hævede sig, og omkring 1600-1500 år f. Kr. opstod de første mosearealer i den sydlige del af nutidens vildmose. Herfra bredte mosen sig til alle sider ved forsumpning. Mod nord var der lavt, så her kunne mosen især brede sig. Undersøgelser har vist, at mosens vandring mod nord skete med en hastighed på ca. 2 m pr. år fra 1500 år f.Kr. til 700 år e. Kr. Gennem bronzealder og jernalder har fortidens befolkning således dyrket og boet i området og set, at mosen kom nærmere og nærmere for til sidst at overvokse marker og gravhøje. Mosen er et dansk Pompeji, der gemmer på fortidens kulturspor. Store Vildmose har været højmose i omkring 2500 år.

Fremtiden

Med overtagelsen af højmosen og det igangværende EU-støttede LIFE-projekt er det planen at sikre bedst mulige vilkår for højmosen som naturtype og alle de karakteristiske dyr og planter, som er knyttet til området. Udfordringer er primært afvanding af det højtliggende tørveområde til grøfter og kanaler omkring ejendommen, tilgroning med vedplanter og atmosfærisk tilførsel af næringsstoffer.

Der vil blive vil fokuseret på at holde på regnvandet og sikre naturlige vandstandsforhold gennem lukning af grøfter, og ikke mindst etablering af mere end 3500 m diger og vandtætte membraner. Dele af områdets træbevoksning vil drukne og andre vil blive fjernet. For de besøgende er det hensigten at sikre bedre adgang til indkik og information om projektet og naturen.