Ny udsigt til Danmarks største højmose
Af Jan Skriver
Det 17 meter høje Toftebakketårn smyger sig mellem bøgetræer op over trækronerne og giver publikum et enestående udsyn over Tofte Mose. Tårnet blev indviet med borgmesterlige ord, og i frisk vind fra vest fik gæsterne et efterårskig over den storladne moseflade. Det er dog først fra foråret 2019, at publikum på guidede ture får adgang til udsigten.
Vestenvinden tangerede en kuling, men det rokkede sig ikke, det nye Toftebakketårn, der tirsdag 23. oktober blev indviet med snoreklip og borgmestertale af Mogens Jespersen, Mariagerfjord Kommune.
For det 17 meter høje tårn er i modsætning til stedets gamle trætårn, der nu er fortid, stålsat og funderet på solidt fundament på kanten af den gyngende højmose, som det giver udsigt til.
”Tårnet er som altid en konstruktion af høj standard, som kendetegner byggerier i Aage V. Jensen Naturfond. Og som viser, at I er en lodsejer, der tager det store ansvar med at forvalte og formidle nogle af Danmarks bedste naturområder meget alvorligt. Tårnet er af en kvalitet og fremtoning, der giver gæsterne mulighed for at opleve hjertet af et af landets mest imponerende og spændende naturområder, uden at det skæmmer landskabet eller forstyrrer oplevelsen af den uberørte natur. Et flot arbejde”, lød det fra borgmester Mogens Jespersen (V), inden han klippede den røde snor over, så gæsterne på skift kunne bevæge sig opad mod det store overblik.
Toftebakketårnet vil bogstaveligt talt blive det nye højdepunkt på de guidede busture, der i sommerhalvåret udgår fra Lille Vildmosecentret. I foråret 2019 vil et besøg i tårnet blive en fast del af turene i Tofte Skov.
Fra platformen øverst oppe på højde med trækronerne vil guiderne i kraft af den enestående udsigt få gode muligheder for at give gæsterne større indsigt i højmosens natur. Som en kæmpemæssig våd svamp ligger Tofte Mose i et landskab næsten uden træer, og hvor ældgamle dyreveksler trækker streger over mosens flade.