Til påskeferien lancerer vi fire nye natureventyr, så det nu er muligt for børnefamilier at opleve ikke mindre end syv af Aage V. Jensen Naturfonds storslåede naturområder på eventyrligste vis.
Natureventyrene er blevet til med støtte fra Aage V. Jensens Naturfond, og de kan opleves med den gratis app Natureventyr, der fungerer som guide og historiefortæller. Med appen i hånden drager I på eventyr ad børnevenlige ruter i tre af fondens naturområder, hvor I vil møde et ganske særligt naturfolk – vildvogterne.
Hvert eventyr er skrevet unikt til det enkelte naturområde og den rute, I følger. Her oplever I eventyret folde sig ud – ét kapitel af gangen. Hvert kapitel tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan se, høre og røre ved og byder på spænding, udfordringer og leg undervejs, der gør børnene til en aktiv del af eventyret.
Eventyrene og ruterne er målrettet børn i alderen 4 – 9 år.
Vildvogterne – det skjulte naturfolk
De tre nye eventyr handler alle om vildvogterne – et skjult naturfolk, som sjældent ses, da de kan gå i ét med deres omgivelser. Men hvis I lytter efter, kan I måske være heldige at høre dem, når vinden hvisker i træerne, eller vandet klukker i bækken.
Vildvogterne lever der, hvor naturen får lov at vokse vildt og frit. Deres fornemmeste opgave er at passe på naturen, lige fra det mindste insekt til det højeste træ. Det gør de med deres særlige kræfter, som gør dem i stand til at helbrede planter og dyr, som er kommet til skade.
På Råbjerg Hede kan I opleve eventyret om vildvogteren Erico, som skal redde heden fra en mystisk trussel. Et stort væsen har nemlig bevæget sig ind på heden, og det spiser af alle de planter, som vokser lige her. Undervejs på eventyret kommer I på en tur rundt på heden og gennem klitterne, hvorfra I kan se til Råbjerg Mile, og undervejs lærer I lidt om hedens særlige blomster.
I Snarup Mose kan I opleve eventyret om vildvogteren Betula, som vil sikre sig at planter og dyr har det godt ovenpå en stor storm. Undervejs møder hun den vrede Lygtemand, som truer med at ødelægge hele Snarup Mose, og det er nu op til Betula at stoppe ham. Her kommer I på en tur forbi både vandhuller, lysåben skov med kvæg og sump. Samtidig lærer I lidt om naturens cyklus, og hvorfor det er vigtigt at bevare døde træer i skoven.
I Vaserne kan I opleve eventyret om vildvogteren Alnus, som skal redde menneskepigen Lea fra elleprinsessen, som har gjort Lea ellevild. Lea synger nemlig helt fantastisk, så elleprinsessen vil have Lea til at synge til sit bryllup. Nu må Alnus samle et kor af sangfugle, som kan synge i stedet for Lea. På denne tur kommer I forbi Troldandesøen, åbne områder og skov. Turen tager jer også forbi Vaseskjulet og naturrummet. I eventyret lærer I om de fugle, som bor i området.
I Aaby Mose er de to legesyge vildvogtere Piceo og Tremula ude på deres daglige tur, da de ser en menneskepige tabe en flaske med en mystisk drik. Da Piceo drikker hele flaskens indhold, må Tremula skynde sig at finde en kur. For Piceo får det hurtigt værre og værre. Til sidst er der ingen anden udvej end at opsøge den uhyggelige mosekone.
Ved Kåsegaard ånder alt fred og idyl, lige indtil vildvogteren Juniper får øje på en mand, som kommer kørende ind i området på sin larmende ATV. Med den store maskine ødelægger han naturen, og Juniper må nu bede de underjordiske om hjælp til at stoppe ham.
Ved Gyldensteen Strand opdager vildvogteren Tilia, at der er noget grueligt galt med fuglene og dyrene i området. Pludselig sidder hættemågen og hakker i spættens træ, og havørnen forsøger at svømme som en and. Det går op for Tilia, at det nok er heksen Uduelige Ulla, som har været på spil, og det er nu op til Tilia at finde hende og få styr på det forbyttede rod.
Ved Gudenåengene bliver vildvogteren Salix opdaget af menneskepigen Sarah, og de to bliver hurtigt venner. Men deres leg forstyrrer den vrede Åmand, som vil have Sarah med ned i Gudenåen. Salix og Sarah må flygte fra den frygtindgydene Åmand, mens de må finde en måde at få ham stoppet på.
De fire nye ruter lanceres d. 28. marts. Dette bliver en tilføjelse til de tre eksisterende ruter, som blev lanceret i oktober 2025. Yderligere tre nye eventyrruter venter på at blive lanceret i 2026 og 2027.
I appen kan I læse meget mere om områderne og eventyrene, se hvordan I kommer frem og hvilke faciliteter, der er i området.
Om Natureventyr
Appen Natureventyr giver dig flere end 230 unikke og børnevenlige eventyrruter i den danske natur. Eventyrruterne er udviklet i samarbejde med kommuner, nationalparker og Naturstyrelsen, og det er gratis at bruge alle eventyrruter udviklet i disse samarbejder.
Bag Natureventyr står fem børnefamilier, som har udviklet den app, de selv gik og manglede. Appen blev lanceret i 2019 og har altså seks år på bagen.
Hent appen “Natureventyr” gratis til både IOS og Android, så er I lynhurtigt ude på eventyr.












