Gå på eventyr med vildvogterne i tre af fondens naturområder

Af Natureventyr

Til efterårsferien lancerer Natureventyr tre helt nye natureventyr – en gratis, sjov og lærerig oplevelse til børnefamilier, der kombinerer eventyrfortælling, naturformidling og familietid.

Natureventyrene er blevet til med støtte fra Aage V. Jensens Naturfond, og de kan opleves med den gratis app Natureventyr, der fungerer som guide og historiefortæller. Med appen i hånden drager I på eventyr ad børnevenlige ruter i tre af fondens naturområder, hvor I vil møde et ganske særligt naturfolk – vildvogterne.

Hvert eventyr er skrevet unikt til det enkelte naturområde og den rute, I følger. Her oplever I eventyret folde sig ud – ét kapitel af gangen. Hvert kapitel tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan se, høre og røre ved og byder på spænding, udfordringer og leg undervejs, der gør børnene til en aktiv del af eventyret.

Eventyrene og ruterne er målrettet børn i alderen 4 – 9 år.

Vildvogterne – det skjulte naturfolk

De tre nye eventyr handler alle om vildvogterne – et skjult naturfolk, som sjældent ses, da de kan gå i ét med deres omgivelser. Men hvis I lytter efter, kan I måske være heldige at høre dem, når vinden hvisker i træerne, eller vandet klukker i bækken.

Vildvogterne lever der, hvor naturen får lov at vokse vildt og frit. Deres fornemmeste opgave er at passe på naturen, lige fra det mindste insekt til det højeste træ. Det gør de med deres særlige kræfter, som gør dem i stand til at helbrede planter og dyr, som er kommet til skade.

Råbjerg Hede kan I opleve eventyret om vildvogteren Erico, som skal redde heden fra en mystisk trussel. Et stort væsen har nemlig bevæget sig ind på heden, og det spiser af alle de planter, som vokser lige her. Undervejs på eventyret kommer I på en tur rundt på heden og gennem klitterne, hvorfra I kan se til Råbjerg Mile, og undervejs lærer I lidt om hedens særlige blomster.

I Snarup Mose kan I opleve eventyret om vildvogteren Betula, som vil sikre sig at planter og dyr har det godt ovenpå en stor storm. Undervejs møder hun den vrede Lygtemand, som truer med at ødelægge hele Snarup Mose, og det er nu op til Betula at stoppe ham. Her kommer I på en tur forbi både vandhuller, lysåben skov med kvæg og sump. Samtidig lærer I lidt om naturens cyklus, og hvorfor det er vigtigt at bevare døde træer i skoven.

I Vaserne kan I opleve eventyret om vildvogteren Alnus, som skal redde menneskepigen Lea fra elleprinsessen, som har gjort Lea ellevild. Lea synger nemlig helt fantastisk, så elleprinsessen vil have Lea til at synge til sit bryllup. Nu må Alnus samle et kor af sangfugle, som kan synge i stedet for Lea. På denne tur kommer I forbi Troldandesøen, åbne områder og skov. Turen tager jer også forbi Vaseskjulet og naturrummet. I eventyret lærer I om de fugle, som bor i området.

De tre natureventyr lanceres den 10. oktober og er de første af i alt ti natureventyr om vildvogterne. De næste fire lanceres i foråret 2026 og de sidste tre til sommer 2026. Når eventyrene er lanceret, vil de være tilgængelige i appen året rundt og ganske gratis.

I appen kan I læse meget mere om områderne og eventyrene, se hvordan I kommer frem og hvilke faciliteter, der er i området.

Om Natureventyr

Appen Natureventyr giver dig flere end 230 unikke og børnevenlige eventyrruter i den danske natur. Eventyrruterne er udviklet i samarbejde med kommuner, nationalparker og Naturstyrelsen, og det er gratis at bruge alle eventyrruter udviklet i disse samarbejder.

Bag Natureventyr står fem børnefamilier, som har udviklet den app, de selv gik og manglede. Appen blev lanceret i 2019 og har altså seks år på bagen.

Hent appen “Natureventyr” gratis til både IOS og Android, så er I lynhurtigt ude på eventyr.