PRESSEMEDDELELSE

Nye fondsmidler til bestandsovervågning af pattedyr

AAGE V. JENSEN NATURFOND har valgt at støtte vigtig dataindsamling om pattedyr i Danmark med 1,5 million kroner. DJ er medindehaver af projektet, som skal vare i tre år og involvere masser af frivillige jægere.

Skrevet af: Jacob Munkholm Jensen

At kunne træffe kvalificerede beslutninger – hvad enten det drejer sig om fredning eller jagttid – kræver et solidt datagrundlag og en solid viden om vildtet. Gennem længere tid har Danmarks Jægerforbund arbejdet målrettet på at styrke og støtte jægernes frivillige indsats, når det kommer til forskellige initiativer inden for den vigtige bestandsovervågning.

Jægerne har en unik mulighed for at bidrage med informationer om det vildt, der nedlægges. Det betyder, at når forskningsmiljøet efterspørger f.eks. vinger fra nedlagte fugle eller tænder fra krondyr, så kan det leveres af jægere.

Nu er arbejdet med overvågning af større nataktive pattedyr i Danmark blevet yderligere styrket. Det sker i form af en saltvandsindsprøjtning fra AAGE V. JENSEN NATURFOND på 1,5 millioner kroner. Projektet, som skal løbe over tre år, har til formål at tilvejebringe et statistisk robust og valideret datasæt om de større nataktive pattedyrs forekomst i Danmark. Dette gøres gennem et Citizen Science projekt med deltagelse af danske jægere og gennem tilpasning, offentliggørelse og analyse af allerede eksisterende datasæt fra naturhistoriske museer. Disse data ønskes anvendt til forvaltning af både lokale og nationale bestande af de større danske arter af pattedyr.

– Vi er selvfølgelig utroligt glade for, at AAGE V. JENSEN NATURFOND har valgt at støtte os. Vi har valgt at lægge vægten på arter, der er tilknyttet det åbne land, og vil arbejde videre med de vildttællinger, der allerede igennem flere år har været anvendt i jægerforbundets markvildtindsats og vores tællelav. Altså arter som for eksempel hare, ræv, hjortevildt, grævling og ilder, siger Rikke Bruun Pedersen, som er jægerforbundets projektleder inden for bestandsovervågning.

Medlemmerne af Danmarks Jægerforbund udgør en unik ressource i form af et kompetent og geografisk vidt udbredt korps. Med borgerinddragelse af jægerne sikrer man en bæredygtig metode til indsamling af data og viden om de levende bestande – en viden, der vil være af afgørende betydning for fremtidens forvaltning af de større danske pattedyr.

Projektet er et samarbejde mellem Danmarks Jægerforbund, Nationalt Center for Miljø og Energi (Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet), Naturhistorisk Museum Aarhus og Statens Naturhistoriske Museum.

Kontaktperson

Projektleder / bestandsovervågning
Rikke Bruun Pedersen
rbp@jaegerne.dk