PRESSEMEDDELELSE

AAGE V. JENSEN NATURFOND PEFC- og FSC-certificerer alle sine skovarealer i Danmark

Danmarks største private besidder af naturarealer, AAGE V. JENSEN NATURFOND, fortsætter sit arbejde for at fremme bæredygtig skovdrift. Fonden har netop certificeret 9.239 hektar natur på de 13 naturejendomme, hvor der er skov, i alt 2.023 hektar skov. Certificeringen sker i et samarbejde med HedeDanmark, og efter de internationalt anerkendte PEFC- og FSC-standarder, som er bevis for grøn og bæredygtig skovdrift.

Sikring af grundvandet, ansvarlig fældning og vidtgående hensyn til den biologiske mangfoldigheder får nu yderligere et løft for ikoniske naturområder som fx Lille Vildmose, Filsø, Gyldensteen Strand og Æbelø. Det er blot nogle af de standarder, som AAGE V. JENSEN NATURFONDS 13 naturejendomme fordelt over hele Danmark netop har fået bevis på at leve op til.

”Vi har altid haft fokus på, at vores naturområder skal drives med henblik på at sikre levesteder for de arter, der naturligt har hjemme i de forskellige områder. Certificeringen af vores naturejendomme efter både PEFC- og FSC-standarder er et naturligt led i vores overordnede mål om at bevare og udvikle naturen,” siger skovrider, Jacob Palsgaard Andersen, AAGE V. JENSEN NATURFOND.

Arbejdet med at certificere Fondens egne arealer med skov kommer i naturlig forlængelse af den aftale, som AAGE V. JENSEN NATURFOND og FSC Danmark indgik i 2017, hvor brugen af træ til byggeprojekter på Fondens 31 naturejendomme i Danmark, såsom hegnspæle, udsigtsposter og broer m.v., er FSC-certificeret.

”Siden februar 2017 har Fonden, med udgangspunkt i en indkøbspolitik for bæredygtigt træ, bevidst arbejdet med at sikre dokumentation for, at træ til Fondens egne projekter har en bæredygtig oprindelse. Dette har vi gjort ved primært at indkøbe FSC-certificeret træ, men Fonden arbejder løbende på at implementere lignende certificeringsordninger på andre indkøbsområder, eksempelvis benytter vi primært Cradle-to-Cradle-certificerede trykkeri til vores foldere og andre publikationer, siger Anders Skov, direktør i AAGE V. JENSEN NATURFOND.

Sikring af natur, kultur og værdier
Arbejdet med at opnå certificeringen er sket i samarbejde med HedeDanmark og indebærer, at driften af Fondens ejendomme med skov skal opfylde en lang række krav. Blandt andet skal værdifulde naturtyper og kulturelle værdier, som eksempelvis fortidsminder, registreres og beskyttes.

”Flere og flere af de skovejere, som HedeDanmark arbejder sammen med, kan se værdien i at få en officiel ”blåstempling” af deres grønne skovdrift – blandt andet på grund af en øget fokus på bæredygtighed, klima og miljø både blandt skovens brugere, kunder til skovens produkter og den politiske verden.” siger Michael Glud, Skovbrugschef fra HedeDanmark.

Styrket dyreliv og urørt skov
Den øgede fokus på bæredygtighed både på den nationale og internationale scene gør det vigtigt at kunne dokumentere, at driften af Fondens skovejedomme sker på bæredygtig vis. Uanset om det gælder om at kunne dokumentere, at bearbejdning af jorden begrænses, at der arbejdes fokuseret på at få registreret og beskyttet værdifuld natur, eller at skovarbejderne har ordnede løn og arbejdsvilkår.

”Vi har i Fonden valgt at udlægge mere skov til urørt skov end certificeringsordningerne kræver. Vi er ambitiøse, da det er vores mål at styrke biodiversiteten og give danskerne mulighed for at opleve og lære af vores naturområder, og så skal vores ejendomme med skov naturligvis være certificerede efter de bedst mulige standarder. Både i forhold til brugere af skoven og vores kunder, som blandt andet bruger skovens træ til møbler, huse eller som bæredygtig træflis til at producere varme, er det afgørende, at vi rent faktisk kan dokumentere, at vi driver skoven på grøn, bæredygtig og ansvarlig vis,” slutter Anders Skov fra AAGE V. JENSEN NATURFOND.

Yderligere oplysninger

Jacob Palsgaard Andersen
Skovrider, AAGE V. JENSEN NATURFOND
jpa@avjf.dk
20 98 73 82

Michael Glud
Skovbrugschef, HedeDanmark
mgl@hededanmark.dk
40 11 76 00

Fakta om FSC & PEFC


FSC- og PEFC-mærkerne er en garanti for, at en skov drives bæredygtigt ud fra en række principper – blandt andet at der i FSC- og PEFC-certificerede-skove ikke fældes mere end skoven kan nå at reproducere. Begge certificeringer er også en garanti for, at der i driften af en skov tages hensyn til biologisk mangfoldighed, og at de, der arbejder i skoven, er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og rimelig løn. FSC-certificeringssystemet blev grundlagt i 1993 og har certificerede skov i mere end 80 lande. PEFC Danmark blev stiftet i 1999 og er siden blevet den største paraplyorganisation for skovcertificering i verden – målt på ha. PEFC tæller 39 medlemslande.

Om Aage V. Jensen Naturfond

Fonden yder støtte til mange naturprojekter i Danmark inden for forskning, formidling og tiltag, der skal øge befolkningens glæde ved naturen. Endvidere har Fonden erhvervet en række af Danmarks vigtigste naturområder, så det har været muligt at igangsætte og udføre en målrettet naturbeskyttelse, naturgenopretning og naturformidling til gavn for nuværende og kommende generationer.  Driften og udviklingen af naturområderne planlægges i samarbejde med myndigheder, grønne organisationer, faglige eksperter og lokale naturråd, og indsatsen prioriteres omhyggeligt. Fonden ejer i dag 31 naturarealer fordelt på 22 lokaliteter på tilsammen ca. 18.500 hektar i Danmark.