PRESSEMEDDELELSE

Fonde giver millioner til danskernes nye portal om arter og natur

Alle naturglade danskere kan være med til at styrke biodiversiteten, når Arter med den tilhørende hjemmeside arter.dk ser forårslyset til april. Fonde har netop givet 10 mio. kr. til projektet.

Danskerne strømmer ud i naturen som aldrig før, og viden om mosser, pattedyr og insekter og de mange andre arter er helt afgørende for at kunne beskytte og passe godt på biodiversiteten.

Derfor har AAGE V. JENSEN NATURFOND og 15. Juni Fonden endnu en gang givet en stor håndsrækning på i alt 10 mio. kr. til at sikre, at alle tilgængelige informationer om de vilde arter i Danmark samles og registreres, så forskere, myndigheder, grønne foreninger og alle danskere får adgang til fælles viden om, hvor arterne befinder sig.

”For de to naturfonde er udviklingen af den nationale artsportal Arter en uomgængelig del af inddragelse af alle naturinteresserede i kendskab til og beskyttelse af dansk natur og biodiversitet. Med de nye midler bliver portalen endnu mere attraktiv og velfungerende, og den tilhørende app til feltbrug vil gøre det meget nemmere at bruge Arter,” siger direktørerne for de to fonde, Hanne Haack Larsen og Per Voetmann.

Det bliver et værktøj for forskere og naturforvaltere, men Arter bliver samtidig et digitalt fællesskab og mødested for alle danskere, som kan være med til at styrke biodiversiteten. Du skal forestille dig en portal, hvor du kan fortælle, hvilke dyr, planter og svampe, du har fundet i naturen, så forskere og naturforvaltere kan bruge den viden i deres arbejde. Danskernes indberetninger vil indgå i forvaltningsgrundlaget og bruges, når der gives tilladelse til nye bygge- og anlægsprojekter.

”Arter er udset til at blive et værdifuldt værktøj i naturforvaltningen. Så samtidig med at forskere og almindelige danskere får en opdateret viden om vores arter, får forvalterne i kommuner og stat et hurtigt og enkelt overblik over arternes tilstedeværelse i vores natur, som de kan bruge i deres arbejde,” siger vicedirektør Anne-Marie Vægter Rasmussen i Miljøstyrelsen.

Samtidig med at du hjælper med at passe på naturen, får du selv et overblik over, hvilke vilde arter du har i din have eller i din lokale sø eller skov. Du vil kunne melde fund ind med og uden et billede, og så vil du kunne hjælpe andre med at finde ud af, hvilke arter de har fundet.

I Arter vil du kunne gå på opdagelse blandt flere end 40 mio. fund og beskrivelser af de mange forskellige arter. I begyndelsen få beskrivelser, men der vil hele tiden komme flere til.

”Vi skal sikre det bedste grundlag for beskyttelsen af den danske natur. Derfor skal al viden om vores natur samles ét sted, så den er nemt tilgængeligfor alle danskere. De ekstra fondsmidler, vi har modtaget, skal gøre Arter til det digitale centrum, hvor alle naturinteresserede kan mødes, og deres samlede viden løfter indsatsen for biodiversiteten,” siger vicemuseumschef Anders P. Tøttrup på Statens Naturhistoriske Museum.

Arter er udviklet i et tæt samarbejde mellem Statens Naturhistoriske Museum og Miljøstyrelsen, som også har bidraget med 5 mio. kr. til at udvikle portalen. De nye fondsmidler skal bruges til at udvikle Arter til et stærkt værktøj og centrum for viden med app, billedgenkendelse og understøttelse af de naturhistoriske foreninger, som dagligt bidrager med deres viden og entusiasme til at indsamle viden om arter og formidle den viden.

Yderligere oplysninger

Vicemuseumschef Anders P. Tøttrup
Statens Naturhistoriske Museum
tlf. +45 5182 6988
e-mail: aptottrup@snm.ku.dk

Dorte Wenøe Breddam
Projektleder i Miljøstyrelsen
tlf. +45 9359 6969
e-mail: dowbr@mst.dk