Pressemeddelelse

Ny cirkulær bro i Filsø i Vestjylland giver unik adgang til fugleparadis

Der er gode nyheder til naturelskere i Danmark. En ny cirkulær bro gør det lettere at komme tæt på det særlige landskab omkring Filsø i Vestjylland. Den nye naturoplevelse er et resultat af et samarbejde mellem Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen, og kan opleves for publikum fra starten af sommerferien.

Genskabt fugleparadis
Bag klitrækken ved Henne Strand ligger den genskabte sø, Filsø. For få år siden lå kun marker her, men i 2010 købte Aage V. Jensen Naturfond området og lod vandet komme tilbage – simpelthen ved at stoppe dræningen og omlægge pumpekanalen. I dag er den kæmpestore sø, Jyllands næststørste, vendt tilbage. Det samme gælder en overflod af vandplanter og omkring 70 ynglende fuglearter.

Sammen med ni andre særlige steder i det danske landskab blev Filsø i 2012 udvalgt som en del af Realdania-kampagnen Stedet Tæller. På hvert sted udvikles nu enkle arkitektoniske indgreb, som skal højne og skærpe oplevelsen af naturen uden at overdøve den. Målet er at vise, hvordan man med et minimum af indgreb kan formidle natur gennem besøgssteder af allerhøjeste arkitektoniske kvalitet – og dermed bidrage til at styrke livskvalitet, lokal udvikling og turisme.

Nænsom arkitektur i unik natur
Siden udvælgelsen af arkitekt har Realdania, Aage V. Jensen Naturfond og Naturstyrelsen arbejdet sammen med landskabsarkitekterne Schønherr om at skabe et projekt ved Filsø, der løfter hele oplevelsen af stedet i ét samlet greb.

Med støtte fra Realdanias kampagne Stedet Tæller er en ny adgangsvej til søen og en ny parkeringsplads på vej. Dermed skabes et centralt holdepunkt, som bliver afsæt for en ny bro, der leder de besøgende ud i naturen i et sammenhængende cirkelforløb: Gennem klithede og rørsump, helt ud på søen og tilbage igen. Sti og bro hænger sammen og udføres i beton, der patinerer smukt og føjer sig ind i naturen.

Stedet Tæller har støttet projektet med 3,7 mio. kr.

Resultatet forventes at stå klart i starten af juli, og indvielse umiddelbart efter – klar til at blive taget i brug i sommerferien.

Udover den nye bro, som vil være et naturligt udgangspunkt for ture ved Filsø, støtter Aage V. Jensen Naturfond etablering af skolestue, picnicfaciliteter og toiletter i forbindelse med projektet.

Kort om bidragsyderne til projektet

Realdania-kampagnen Stedet Tæller
Stedet Tæller er en Realdania-kampagne, der frem til udgangen af 2016 støtter konkrete, fysiske projekter i Danmarks yderområder. Formålet er, at kampagnens projekter skal være med til at udvikle og udnytte de stedbundne potentialer, der kan bidrage til at styrke livskvaliteten i yderområder. Filsø er et projekt blandt 10, der skal højne oplevelsen af særlige steder rundt omkring i det danske landskab i forbindelse med kampagnens fokusområde ”Steder i landskabet”.
Se mere på www.stedet-taeller.dk

Aage V. Jensen Naturfond
Aage V. Jensen Naturfonds vision er ”at give alle i Danmark mulighed for at opleve en rig natur – i dag og i fremtiden”. Derfor arbejder Fonden for biodiversitet og mangfoldighed, som er væsentlig for naturens overlevelse og balance, og vi støtter forskning, der viser hvordan naturindholdet kan forbedres og fastholdes. Endvidere har Fonden erhvervet en række af Danmarks vigtigste naturområder, så det har været muligt at igangsætte og udføre en målrettet naturbeskyttelse, naturgenopretning og naturformidling til gavn for nuværende og kommende generationer.  Driften og udviklingen af naturområderne planlægges i samarbejde med myndigheder, grønne organisationer, faglige eksperter og lokale naturråd, og indsatsen prioriteres omhyggeligt. Fonden ejer i dag 28 naturarealer på tilsammen ca. 18.000 ha i Danmark.

Naturstyrelsen
Naturstyrelsen forvalter Miljø- og Fødevareministeriets cirka 200.000 hektar skove og naturarealer, så der skabes størst mulig værdi for samfundet i form af gode rammer for friluftslivet, beskyttelse af naturen og effektiv drift af styrelsens skove og andre naturarealer. Naturstyrelsen gennemfører praktiske opgaver inden for jagt- og vildtforvaltning og konkrete friluftslivs- og naturprojekter – ofte i samarbejde med andre myndigheder, organisationer og frivillige.
Se mere på www.naturstyrelsen.dk

Schønherr
Schønherr er et landskabsarkitektfirma med kontorer i Århus og København der tilsammen har ca. 50 landskabsarkitekter og arkitekter samt tekniske medarbejdere ansat. Tegnestuens primære ydelsesområder er indenfor by- og landskabsarkitektur, planlægning, infrastruktur, klima-arkitektur og kulturarv. I tegnestuens projekter vægtes sammenhængen mellem den største og mindste skala. Dette bibringer helstøbte opgaveløsninger med indlysende, naturlige valg såvel funktionelt, socialt, arkitektonisk som økonomisk. Schønherr har i projektet ved Filsø stået for skitsering, planlægning og projektering af det samlede projekt ligesom Schønherr varetager byggeledelsen på projektet
Se mere på www.schonherr.dk

Plan: 1:1000. Visualisering af projektet – Schønherr

Visualisering af projektet – Schønherr

Visualisering af projektet – Schønherr

Kontakt information

For kommentarer og yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Realdania:
Direktør Anne Skovbro, tlf. 70 11 66 66 (ask@realdania.dk)

Aage V. Jensen Naturfond:
Direktør Anders Skov, tlf. 22 96 44 99 (as@avjf.dk)

Naturstyrelsen:
Skovrider Ulrik Lorenzen, tlf. 72 54 35 32 (ulo@nst.dk)

Schønherr:
Partner Rikke Juul Gram, tlf. 20 19 76 06 (rjg@schonherr.dk)