Baggrund og formål med projektet
Litteratur og andre erfaringer fra Danmark, også fra tørbund

Anvendelse af ild i naturplejen har i Danmark frem til nu kun været naturligt i forbindelse med hedepleje. Derfor omhandler det meste af den foreliggende dokumentation netop effekten på naturen af afbrænding af hede – primært områder med revling og blåtop. Afbrænding af heder har i modsætning til pleje med slåning og høst af materiale bl.a. den fordel, at ressourcen af kationer bevares og at pH derfor ikke falder i den sparsomt bufferede jord.

I Danmark er naturpleje med afbrænding af førne på tørbundsnatur som overdrev, vejkanter, gravhøje og golfbaner dog kommet i fokus de seneste år, Hald & Bruun 2015. Det skyldes bl.a. et projekt Natur & Landbrug ApS gennemførte sammen med Københavns Universitet, hvor en gunstig effekt blev dokumenteret for flere fokusarter, der er karakterarter for tørbundsnatur/gravhøje, efter 3 års med afbrænding. Se boks 1. Dertil kommer gode erfaringer fra militær-områder med afbrænding – som uheld eller for at forebygge utilsigtede brande i tørre perioder om sommeren. Erfaringer fra bl.a. forskellige steder i Sverige med storskala afbrænding viser også gode resultater på overdrev, sandklitter og i skovnatur. Vedrørende effekt af afbrænding i Sverige af disse overdrev/sandklitter er der kommet rapporter, der dokumenterer en positiv effekt på vegetationen og sommerfugle. Se f.eks. Larsson 2007, Larsson 2017, Länsstyrelsen Skåne 2018. Dokumentation af natureffekt af afbrænding i naturpleje af vådbundsnatur og i skove i Danmark forekommer ikke og er fra udlandet tilsyneladende meget mangelfuldt dokumenteret. Carin Tyler (Tyler 1984) anbefalede skånsom afbrænding af rigkær med Rust-Skæne i 1984. Men det kom der vist ikke meget ud af på det tidspunkt.

Men i Sverige både anbefales og praktiseres afbrænding nu også i rigkær med førneophobning, bl.a. i Skåne, Bager, H. & Persson, A. 2009 (se side 339 og 340 vedr. to rigkær, Gyllerypsgård og Fröslöv i Ystad Kommune. De var under tilgroning af Butblomstret Siv og der blev anbefalet afbrænding i 2009. De er siden blevet brændt men effekten er ikke beskrevet). Henvendelser til forskellige ressourcepersoner i 2014 viste dog, at der er manglede opfølgning og evidens for, om metoden virker i rigkær.

Beskrevne effekter i litteraturen i øvrigt af afbrænding af vådbundsnatur (positive såvel som manglende) er svære dels at fortolke og dels at ekstrapolere til danske forhold. Det skyldes at mange af beskrivelserne fra udlandet handler om naturtyper tilpasset naturlige brande i den tørre del af sæsonen. Andre analyserer afbrænding i meget små felter, hvor ilden ikke når at få rigtig fat. Alt i alt mangler beskrivelse af før situationen og hvor effektiv afbrændingen var, se review af Middelton et al. 2016. Litteraturen er meget variabel vedrørende opgørelse af effekt. Effekt på insektfaunaen er beskrevet fra Sverige, hvor den har vist sig positiv efter afbrænding på storskalaniveau, Larsson 2017 og Hallands Län 2018. Kilderne viser fx at afbrænding gennem mange år fremmer ”Alkonblåvinge”
(ensianblåfugl, Maculinea alcon). Det formoder vi skyldes en kombination af tilgængelighed på foder-, pollen- og nektar-blomster om sommeren samt god overvintring. Forårsafbrænding betyder, at kun stadier, der er oppe i vegetationen i marts/april har et problem. Derfor skal afbrænding foretages i mosaik. Flere arter er afhængig af diverse intakte foder-, larve-, pollen- og nektarplanter om sommeren, hvor høslæt og græsning kan ændre forholdene mere markant.