Ild som et omkostningseffektivt naturplejeredskab i skov og landskab

Baggrund

Tilgroning med især vedplanter og bestandsdannende græsser er et stort og velkendt problem i lysåbne naturtyper som enge, heder og moser. Det gælder også den gradvise ændring og ’formørkning’ af lysåbne skovtyper som bl.a. egekrat, egedominerede blandskove og gamle græsningsskove som følge af tiltagende fremvækst af skyggende træ- og buskarter, især bøg, ær (ahorn), glansbladet hæg, sitkagran, rødgran, ædelgran, bjergfyr og contortafyr.

Naturpleje med græsning er i mange tilfælde ikke tilstrækkelig til at sikre lysåbenhed og en gunstig tilstand i disse naturtyper, og pleje med slåning og hugst har ofte kun en tidsbegrænset virkning på grund af løvtræernes ofte kraftige genvækst med især stødskud. Desuden er manuel, maskinel og motormanuel naturpleje ofte meget ressourcekrævende, ligesom maskinerne kan medføre skader på fortidsminder, jordbund o.a.

Et muligt alternativ er brug af ild – afbrænding eller afsvidning.

Ild –  skov- og naturbrand  –  er en klassisk  og naturlig dynamisk faktor, som spiller en helt central rolle i naturlige skovsystemer i bl.a. Nordamerika, Nordskandinavien, Australien og Sydeuropa og som efter alt at dømme, også har spillet en meget væsentlig rolle i Danmark.

Talrige vidnesbyrd, bl.a. trækul i aflejringer næsten overalt i Danmark vidner således om jævnlige brande i fortiden. Nogle af disse brande er opstået naturligt som følge af lynnedslag, mens andre skyldes, at ilden har været et særdeles vigtigt redskab i den menneskelige udnyttelse og påvirkning af naturen lige siden de første mennesker ankom til landet. Den var central i bondekulturernes svedjebrug, skovrydninger og opdyrkning, samt i skabelsen og opretholdelsen af lyngheder og bærproducerende dværgbuskheder samt overdrev. Sandsynligvis har ilden også været brugt til at forynge og fremme urtevæksten i skovene for at optimere pattedyrjagten og siden husdyrgræsningen og høslættet.

Uanset om en brand opstod naturligt eller som følge af tilsigtet eller utilsigtet menneskelig aktivitet, har brand været en særdeles væsentlig, dynamisk og økologisk faktor i landskabet.

En række arter fra især hede- og nåleskovsøkosystemer er tilpasset og i flere tilfælde direkte afhængige af brandpåvirkning.

Tilstedeværelse såvel som fravær af brand har endog meget stor indvirkning på struktur, artsindhold og skovsammensætning, bl.a. for forekomsten af brandfølsomme arter som bøg og ær (ahorn) i forhold til mere brandtilpassede arter som eg, skovfyr, vortebirk og bævreasp.

En del af de nævnte problemer kan ses som en effekt af brandfravær, forstærket af det høje, atmosfæriske kvælstofnedfald.

Af mange grunde har man især i de sidste århundreder betragtet brand i skov og landskab som en alvorlig fare, der skulle afværges, forebygges og bekæmpes hurtigst muligt. Det er i høj grad lykkedes, takket være veluddannede brandvæsener med effektive redskaber, tankvogne, højkapacitetspumper osv. Fra at være en hyppig hændelse, blev brand og afbrænding en sjælden begivenhed i skov og landskab – og det har haft betydning for dynamikken og artsindholdet.

Samme tilgang har også været fremherskende i de fleste andre lande, men i bl.a. Nordamerika og Nordskandinavien har der længe været en stigende forståelse for ildens store betydning for dynamikken og den biologiske mangfoldighed i skovsystemerne og ilden bruges nu aktivt og målrettet i naturforvaltningen i såvel nationalparker som private skovejendomme.

I Danmark er ilden længe blevet brugt som plejeredskab på heder og er også så småt på vej ind i skovene samt på overdrev og mose, både som naturplejeinstrument og til forebyggelse af brandkatastrofer i nåletræsplantager gennem kontrolleret, præventiv afbrænding, senest således i Tisvilde Hegn i 2016.

Der er et stort potentiale i udnyttelse af ild som instrument i naturplejen i Danmark til enkelt og effektivt at begrænse uønsket opvækst, invasive arter, skabe dynamik, variation og levesteder. Afbrænding nævnes således specifikt som et virkemiddel til at vedligeholde en varieret og artsrig hede i Tofte Skov i Natura 2000-planen for Lille Vildmose

Der er selvfølgelig også en problematik i forhold til brandfare (bygninger, tørv og bevoksninger), luftforurening, CO2-belastning og utilsigtede virkninger og den hermed forbundne skepsis overfor kontrolleret brug af ild som naturplejeredskab. Især mangler der dog både overblik over erfaringer og muligheder i Danmark og tilgængelig praktisk viden.

Projekt fakta

Projektet løber til og med 15. november 2023 og udføres i samarbejde mellem GEUS og Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Mariagerfjord Kommune og en række skovejende fonde og institutioner, først og fremmest Aage V. Jensen Naturfond samt Naturstyrelsen, Fugleværnsfonden, Den Danske Naturfond, Danmarks Naturfond, Rungstedlundfonden, Forsvaret og Frederiksdal Kommune.

Kontaktperson

  • Peter Friis Møller
  • Seniorrådgiver – GEUS
  • pfm@geus.dk

Projektforløb

2017 – 2023