Naturlig dynamik i hedeplejen

– selvbærende forvaltning

Baggrund

Den danske natur er gennemreguleret af mennesket. Meget få steder får naturen lov at udvikle sig naturligt. I 2000 anbefalede Naturrådet at give plads til naturlig dynamik og i 2001 fulgte Wilhjelm-udvalget med anbefalinger om at sætte de naturlige processer fri af hensyn til natur og biodiversitet.

Tilgroninger er anset som en af de største trusler mod vores lysåbne økosystemer som f.eks. heder, overdrev og enge og mange ressourcer bruges på at opretholde de lysåbne naturtyper i de allertidligste successionstrin. Hvis vi lader heden passe sig selv, starter en succession mod skov. Den naturlige succession forløber sjældent uforstyrret. Naturlige eller menneskeskabte forstyrrelser sætter økosystemer tilbage til eller fastholder heden på et tidligere successionsstadium. Det samme gjorde hedebruget, hvor den konstante udnyttelse af heden fastholdt de sandede jorde i de helt tidlige successionsstadier. Det var dog kun en mindre del af heden, der var udsat for en intensiv udnyttelse med kort rotation (Riis-Nielsen et al. 19911). Store hedearealer blev udnyttet mere ekstensivt til græsning og i ny og næ blev der høstet tørv.

Nu om dage har hedeplejen erstattet hedebrugets udnyttelse af produkter fra heden for at forhindre, at heden naturligt udvikler sig til skov. Det er et enormt arbejde at modarbejde de naturlige processer. Men hvad sker der, hvis vi i stedet foretager en pleje, der modsvarer den ekstensivt udnyttede del af heden, hvor der går lang tid mellem forstyrrelser? Kan vi give de naturlige processer plads i disse seminaturlige økosystemer? Nørholm Hede har ligget urørt siden 1895. Her viser studier, at den naturlige succession kan gå langsomt (Ransijn et al. 20152). Heden udvikler sig til et karakteristisk og biologisk rigt mosaiklandskab af dværgbuskhede, græssavanne, temporære søer og holme med skov og en varieret mikrotopografi med tuestruktur.

Generelt har målet for hedeplejen været at genskabe heder med hedelyng i forskellige livsfaser, men i praksis plejes en hede ofte samtidig på hele arealet og med en hyppighed på måske 7-10 år, så resultatet er en ung og relativ homogen hede. Ved at pleje på store arealer mister man desuden kontinuiteten i levesteder for fauna. Plantearterne er overvejende de samme, men specielt insektfaunaen fremmes af adgang til dværgbuske i alle stadier.

Et nyligt review af 133 prioritetsarter (overvejende insekter, derudover karplanter, likener, mosser, fugle og padder) på heder i England og deres habitatkrav har vist, at en del arter har komplekse krav til det omgivende miljø, fordi de ofte er knyttet til forskellige levesteder i forskellige faser af deres livscyklus og dværgbuskheden er ikke det vigtigste stadium (Webb m. fl. 20103). I forhold til disse prioritetsarter ligger de vigtigste habitater i langt senere stadier end det, som har været målsætningen for den nuværende plejepraksis. Spørgsmålet er, om vi i højere grad skal lade dele af hederne ligge i meget lang tid for at skabe en mosaik af meget gammel hede med lang kontinuitet og begyndende tilgroning med træer og buske og supplere den naturlige succession med intensiv pleje af små områder (nulstilling), hvor f.eks. laverne knyttet til den tidlige succession har optimale betingelser, og dermed skabe ideelle betingelser for flest mulige prioritetsarter. På Nørholm Hede har vi nok verdens ældste undersøgelse af succession på hede. Her har de naturlige processer forløbet uden menneskelig indblanding i ca. 120 år efter at dyrkning og græsning af heden ophørte i 1895 (Riis-Nielsen m. fl. 20054). Successionen fra hede mod skov er fulgt siden 1921 med floraundersøgelser i permanente felter og trætællinger på hele den 350 ha store hede (Ransijn et al. 20155). Overraskende er det at se, at dværgbuske stadig dækker næsten halvdelen af heden, at der udvikles en varieret mikrotopografi med tuestruktur og at tilgroningen ser ud til at forløbe langsommere og langsommere (Kepfer-Rojas m.fl. 20146; 20177). Et bemærkelsesværdigt træk ved de få hedearealer, der har ligget i fri succession, er tilstedeværelsen af store mængder myrekolonier der er med til at forstærke tuestrukturen.

Projekt fakta

Projektdeltagere

Professor Inger Kappel Schmidt, IGN-KU
Seniorrådgiver Rita Buttenschøn, IGN-KU
Datakoordinator PhD. Torben Riis-Nielsen (TRNI), IGN-KU
Seniorrådgiver Knud Erik Nielsen, BIOS-AU
Sektionsleder Morten Strandberg
Seniorforsker Peter Borgen, BIOS-AU
Seniorforsker Joachim Offenberg,

Kontaktperson

Inger Kappel Schmidt, IGN, København Universitet

iks@ign.ku.dk

Projektforløb

2017 – 2020